fredag den 30. juli 2010

Smykker der kan spare dig penge

Med et begrænset budget har man ikke råd til fejlkøb.

"De mest ærgerlige fejlkøb, jeg ser, er når nogen ikke føler de har råd til det, de ønsker sig, men ender med at bruge samme beløb, og ofte mere til, på billigere alternativer uden at føle sig mætte".

Når man får det, man virkelig ønsker sig, bliver man optaget af at nyde det, og trangen til hele tiden at få noget nyt går væk.

tirsdag den 27. juli 2010

Håndlavede vielsesringe

Håndlavede vielsesringe
Vielsesringe fra Mo Christianshavn bliver til på bestilling og håndlaves fra bunden med traditionelle guldsmedeteknikker.

Med hjælp til at finde frem til det udtryk, der passer til lige netop jeres vielsesringe, præsenteres I for forskellige muligheder; former, metaller, sten, detaljer, overflader, graveringer, mm.

Når I har fundet frem til hvad I ønsker jer, få I et uforpligtende tilbud på udarbejdelse af jeres ringe.

Produktionstiden på et sæt vielsesringe er typisk 1-2 måneder, men kan være meget kortere eller længere afhængigt af opgaven.

Kom forbi butikken og hør om mulighederne.

Se flere eksempler på håndlavede vielsesringe fra Mo Christianshavn her.

Bestillingsopgave - vielsesringe

Smukke håndlavede vielsesringe, bliver der lavet en del af hos Mo Christianshavn, i vores værksted, der ligger i forlængelse af butikken på Torvegade på Christianshavn.


mandag den 26. juli 2010

Nye kreationer

Eksempler på Selosse Second Skin øreringe i 18 karat guld med hvide diamanter.

Øreringene er et asymetrisk par hvor den lange af dem sættes med spidsen opad, så den følger øret.


torsdag den 15. juli 2010

Modgang der gavner

Håndværk på Christianshavn

Gasbrændere, syrebade og timevis af slibearbejde. Der er langt fra bonede gulve og direktionsgange til Mo Thygesens guldsmedeværksted i en kælder på Christianshavn. Men det er en drøm, der er ført ud i livet – hjulpet på vej af en fyring.

Af Alexandra Strand Holm





Gasbrænderen hvæser og grovfilen ligger klar ved siden af den lille runde drejeskive.
Midt på drejeskiven ligger en glødende klump guld, der langsomt har taget form. 35-årige Mo Thygesen er ved at lægge sidste hånd på en vielsesring. Dem er der mange af lige nu på ordrelisten. Det er sæson for bryllupper.

- Det var jo min drøm da jeg var ung at blive guldsmed, fortæller Mo Thygesen mens hun slukker for gasbrænderen og kigger op. – Men så var jeg kommet væk fra det. Tilfældigheder tog mig andre steder hen, Man havner på en hylde uden at det egentlig var meningen, og for mig blev det til nogle år i IT-branchen.

Tvunget til eftertanke
I ti år var hylden for Mo Thygesen et job i internetvirksomheden Cybercity. Et fast job og en god løn, men alligevel ikke den rigtige hylde. Der var noget, der nagede. Og en drøm, der lå i dvale. Da der skulle skæres ned blev fyringen uundgåelig. Men den blev også en gave.

- Ja, en kæmpegave. Jeg burde have sagt op mange år tidligere. Jeg var dødtræt af det, og sur på det hele, når jeg kom hjem fra arbejde.

Sammen med fyresedlen fik Mo Thygesen et år med løn – og for første gang i flere år, tid til at tænke sig om og mærke efter.

- Så tænkte jeg at det måske var tid til at skifte branche simpelthen. Jeg var gået død i finansrapporter, budgetopfølgninger og direktørgange. I stedet gik jeg på højskole og var kreativ. Og så faldt puslespillet på plads. Jeg fandt ud af at jeg skulle tilbage til min kreative side. Smykketanken dukkede op igen og så passede alting faktisk bare sammen.

En barnedrøm
Hjemme hos Mo Thygesen blev værktøjskassen pakket ud efter mange år at have stået i bunden af et skab. Et levn fra en passion der startede helt tilbage fra hun var 13 år og lærte at lave smykker på aftenskole. Værktøjskassen indeholdt meget mere end de værktøjer og materialer hun havde lagt fra sig da livet i internetbranchen tog over.

- Jeg kunne næsten ikke huske værktøjerne.. hvad de var til og hvordan brugte dem. Det var rigtig mange år siden jeg havde set dem. Og så var det alligevel bare som at komme hjem, fortæller Mo Thygesen, stadig med overraskelse og bevægelse i stemmen over den drøm, der med ét blev levende og meningsfuld.

- Så startede jeg jo bare med at tømme kassen for ting, satte er værkstedsbord op derhjemme.. og gik igang igen. Mange i min omgangskreds synes det var rigtig mærkeligt at jeg pludselig sad der og smeltede metaller og hamrede og bankede og savede. Men for mig var det helt naturligt.

Kælderbutikken i Torvegade
Det er snart tre år siden at arbejdsbordet derhjemme blev skiftet ud med et lille lokale på Christianshavn. I dag rummer montrene flere såkaldte signatursmykker – guldsmedens egne særlige kreationer, der allerede er blevet klassiskere. Der er faste kunder og nye kommer til. Til trods for økonomisk afmatning og tilbagegang for de fleste.

- Mange mennesker kommer ind ad døren og kigger på ting jeg laver, og synes det er alt for dyrt, og at de ikke har råd til det. Så er det svært at holde fast i, at det er det man vil, og at man ikke vil gå på kompromis, men lave ting i kvaliteter og udformning som tager tid og koster penge, og som derfor ender med at være et luksusprodukt.

Mo Thygsen er ambitiøs med sin drøm. Selvom hun klarer sig gennem skærene, hvor andre må give op, så skal der arbejdes hårdt.

- Jeg tror at hele butiksstarten her var alt sammen noget der lå mig til hjertet. Og jeg
var klar til at satse for jeg tænkte at hvis jeg ikke gør det her nu, ender jeg med at
ærgre mig over, at jeg ikke har brugt bare lidt af mit liv på at prøve den her chance,
prøve min drøm af. /